Sirius

Sirius, elev i 1. hf på Steiner HF

Jeg hedder Sirius, jeg går i 1. hf på Vidar Skolens Steiner HF, og jeg har gået på skolen siden 0. klasse.

Jeg valgte at tage Vidar Skolens Steiner HF, fordi jeg har haft en fantastisk tid her hele underskolen. Jeg elsker alle de kreative fag, og jeg ved at ’steiner’ lige er mig. Det forhold, der er mellem elever og lærere på en steineruddannelse, er helt speciel og unik. Lærerne opfører sig ikke som ophøjede autoriteter men er i øjenhøjde med eleven. Vi får derfor mere lyst til at deltage aktivt i timerne, i stedet for at lave larm, og vi er ikke bange for at stille spørgsmål.

Det særlige ved Steiner HF, i forhold til det jeg hører og kender til andre steder fra, er helt sikkert det sociale fællesskab, vi har her. Også at vi ikke bliver bedømt med karakterer men i stedet får individuelle evalueringer i løbet af året. Jeg hører elever fra andre skoler, der snakker om, hvor meget stress og pres de har over eksamen, og hvor skuffet man kan blive over sine karakterer. En karakter er bare et tal på et stykke papir. Det fortæller intet om, hvad du så kan gøre bedre. Vores evalueringer her på Steiner HF hjælper os til at forbedre os og udvikler os som mennesker, så vi lærer af vores fejl.

Fællesskabet på skolen er helt suverænt. Vi har mange forskellige timer sammen på tværs af klasserne, og vi er ikke så mange, så vi er rigtig tætte med hinanden. Vi tager også på musikturnéer sammen hvert år, og de hjælper til at styrke fællesskabet. Det bedste ved skolen er nok de mange rejser. De er super fede. Det er dér, vi styrker venskab i og på tværs af klasser allermest, fordi vi får så meget tid sammen, samtidig med at vi lærer.

De musiske fag er super fede. De lærer os at samarbejde, når vi har sammenspil. De kunstneriske fag styrker ikke kun vores kreativitet, men også vores teknik og vores problemløsningsevne.