Hjalte

Hjalte, elev i 2. hf på Steiner HF

Jeg hedder Hjalte og går i 2. Steiner HF i Odense og har gået på steinerskolen siden børnehaven. Jeg valgte at fortsætte på Steiner HF, fordi jeg altid har været vild med pædagogikken, som jeg synes giver god mening, og så havde jeg også et godt bånd til lærerne og klassekammeraterne.

Det særlige ved Steiner HF er faktisk det hele. Noget, steinerskolen har, som mange andre skoler nok ikke prioriterer ligeså højt, er den ’kreative pakke’, vi får med. Og så får vi nogle håndværksmæssige redskaber, som vi kan tage med os videre i livet, som ikke bare er boglige og faglige, men praktisk erfaring.

Vi har et virkelig godt fællesskab i overbygningen, fordi vi kun har et spor, og derfor lærer vi hinanden virkelig godt at kende. Man ved, hvem der går her, og så kan man slappe lidt mere af, tror jeg. Vi plejer at have en masse aktiviteter og gode fester. Lige for tiden er det hele noget præget af corona, så det er jo lidt sværere at lære hinanden at kende på tværs af klasserne.

Det bedste ved at gå på Steiner HF er for mig nok både den tryghed, der er, og også de kreative og håndværksmæssige fag, vi har. Og også musikken, fordi jeg spiller meget musik i fritiden også. Det betyder rigtig meget for mig at have de fag, også fordi det giver mig noget livserfaring.

Nu har jeg jo aldrig fået karakterer, det får man ikke på steinerskolen, men der er jo ingen konkurrence mellem vores vidnesbyrd – det er jo meget individuelt, og i vidnesbyrdet fokuseres der rigtig meget på udviklingen frem for en bestemt præstation i en bestemt situation.

Forholdet mellem elever og lærere oplever jeg som sund og betryggende. Det er nemt at snakke med alle lærerne, og især i de senere år på Steiner HF’en føles det meget ligeværdigt. Man kan snakke med dem om det, man har brug for; man kan snakke om tingene, og vi har et godt samarbejde med dem.

Rejserne på Steiner HF betyder meget, og det styrker fællesskabet. På Charlieturene (ryste-sammen-ture) og orkesterrejserne, møder man fx hinanden på en anden måde, og det giver et rigtig godt miljø.