Helhed

Christina Panton er selvstændig, arbejder med visuel kommunikation, er “medmenneske” og interesseret i gamle folkeslag. Hun er oprindeligt uddannet tekstildesigner med fokus på bæredygtighed og optaget af, hvordan alt i verden er forbundet. Og så er hun mor til to piger, der går i børnehaveklasse og 5. klasse på Rudolf Steiner Skolen Vordingborg.
Foto: Helle Schjønning

Vi valgte steinerskolen, fordi der for mig ikke rigtigt var noget valg. Jeg har selv gået på en steinerskole, og meget af det, jeg grundlæggende har lært om det at være menneske, har jeg lært dér. Så denne helhedsorienterede skolegang med fokus på det hele menneske og naturen ønskede jeg også, at mine børn skulle have med i deres bagage. Og så kan jeg godt lide, at steinerskolerne verden over er bygget på samme “koncept”, så man har muligheden for at flytte til udlandet og gå på en steinerskole dér, i en skoleverden børnene i store træk kender.

Børnenes fædre har ikke gået på en steinerskole, men de vidste godt, at det var en præmis, at mine børn skulle gå i en steinerskole, fordi jeg altid talte så begejstret om den. Jo ældre jeg blev, jo mere begejstret blev jeg faktisk. De skulle først lige vænne sig til det, for det var noget anderledes end det, de kendte. Nu er de begge helt vilde med det og kan ikke forestille sig andet, og de ville ønske, at de selv havde gået i en steinerskole.

Jeg glædes utrolig meget ved, at skolen nu er mine børns skole, og jeg håber, at det for dem også er et trygt, drømmeskabende og nysgerrighedsvækkende sted.

Jeg er kæmpe fan af steinerpædagogikkens helhedssyn, som for mig repræsenterer essensen af det at være menneske i verden. Børnene lærer at forstå helheder og sammenhænge, ikke blot med hovedet, men også at mærke dem i hjertet og skabe dem i livet. De lærer at være nysgerrige og at mærke sig selv, og de får lysten til at lære. Det er for mig helt centralt, at de får det med sig, når de skal ud i verden.

Når blot man har lysten til at lære, kan man altid tilegne sig den viden, man har brug for, når man har behov for den. Børnene snitter, strikker, laver bål, spiller instrumenter og bliver præsenteret for alt muligt i skolen. Jeg er overbevist om, at det gør, at de let kan tage fat i nye arbejds- eller livssituationer, fordi de har gjort, skabt og været i berøring med så meget forskelligt.

Jeg er også glad ved tanken om, at de går i skole for at lære at være mennesker, som frit kan agere i verden, og ikke kun for at være kompetent arbejdskraft.

Foto: Bente Foged Madsen

Steinerpædagogikken gør børnene gode til at kunne sætte sig i andres sted og relatere til dem. De ved intuitivt, at man tager sig af hinanden, at man ikke er ligeglad – ja, faktisk ikke med noget, fordi de godt ved, at alting hænger sammen.

Man bliver hel af at gå på en steinerskole, og man lærer at finde styrke til at stå i sit liv. Det har jeg selv lært, og det vil jeg gerne, mine børn skal have med sig, for det hjælper dem til at kunne leve. Jeg oplever selv, hvordan det, jeg helt grundlæggende har lært, hjælper mig til, at jeg kan finde tilbage til roen, ind i kreativiteten og have glæden ved livet.

Fordi naturen spiller så stor en rolle i steinerpædagogikken, håber jeg også, at de tager med sig i livet, at naturen kan man altid vende tilbage til; at den hjælper én, for her kan man mærke sig selv. Det er ekstremt vigtigt i denne tid, at vi ved, hvad det vil sige at være menneske, og at vide hvor vi kommer fra.

Jeg gik selv på steinerskole til og med 8. klasse. Desværre lukkede overbygningen ned i Vordingborg dengang, så jeg kunne ikke fortsætte dér. Jeg bøvler stadig lidt med, at jeg aldrig fik den 12.-klasses blomsterkrans på hovedet, men det er ok. Jeg fik den solide “steiner-basispakke” med mig.

Jeg ser selvfølgelig gerne, at mine børn går på en steinerskole til det 12. klassetrin, men det kommer an på, hvor de er i livet, når de når dertil. Det skal jeg lytte til. Som det er nu, er det stadig heller ikke en mulighed i Vordingborg.

Det vigtigste er, at grundkernen og sjælen har fået et beskyttet rum til at vokse i og er forblevet så intakt som muligt, så længe som muligt.

Det glæder mig at se, hvordan 100-årsfejringen af steinerskolerne verden over inspirerer og støtter en fornyet udvikling af skoleformen, så den bliver ved med at være i forbindelse med og relevant for den tid, vi er i – også i fremtiden.

Især medier er man nødt til at forholde sig til, også som steinerskole. Skolen skal ruste og hjælpe børnene til også at kunne håndtere disse, som jo er en del af livet i dag. Men det skal selvfølgelig være med udgangspunkt i steinerpædagogikken.

Heldigvis er steinerpædagogikken så god og stærk en ballast, at man faktisk kan tage den med videre i alt, hvis man bare tænker sig om. Det er jo ret fantastisk.

Mit stærkeste ønske for fremtiden for mine børn er, at de lytter og tænker kritisk – at de følger deres hjerte. At de bevarer deres “barnesyn” og nysgerrighed over for verden omkring dem; at de glædes ved, at livet hele tiden bliver ved med at vise nye sider, og at alt altid er i bevægelse. At de kan mærke sig selv og dermed finder deres vej i livet, og at de kommer til at skabe og leve det liv, de drømmer om.

Christina Panton: Steinerpædagogikken gør børnene gode til at kunne sætte sig i andres sted og relatere til dem. De ved intuitivt, at man tager sig af hinanden, at man ikke er ligeglad – ja, faktisk ikke med noget, fordi de godt ved, at alting hænger sammen, siger Christina Panton.